Ofte sidder man i draften og vælger mellem spillere med stort atletisk potentiale og spillere, der er bundsolide, men måske også lidt uspektakulære. Bolton falder i den sidste kategori og giver dig fysik, stabilitet og soliditet.
Nick Bolton er født og opvokset i Frisco, Texas, og han var ikke anset som noget fantastisk talent ud af high school. Han havde primært tilbud fra midt- og bundhold i de store konferencer, og her valgte han altså Missouri i den stærke SEC-konference. Her bidrog han lidt i sin første sæson, inden han blev starter i sin anden og tredje college-sæson. Det er endnu ikke klart, om Bolton tilmelder sig draften efter 2020-sæsonen.
Alder: 20 år (10. Marts 2020)
Højde: 6ft. 0 in. (183cm)
Vægt: 230 lbs. (104kg)
Styrker
- Nick Boltons styrker kan kort sagt opsummeres til den mentale den af spillet. Bolton er pålidelig, stabil og laver sjældent dårlige reads. Han er som oftest, hvor han skal være i sine run fits, og han spiller generelt disciplineret og tålmodigt uden at blive passiv og tøvende. I arbejdet ned ad bakke og boksen er han bare dygtig.
- Selvom Bolton ikke er den største linebacker, så bringer han en fysisk mentalitet til spillet, og han rammer bare hårdt ved enhver mulighed. Samtidig har han et kompakt build og et godt tyngdepunkt, der gør, at han ikke bare bliver fejet til siden ved kontakt.
- Den fysiske mentalitet kombinerer han med som oftest med god tackleteknik, hvor han wrapper og twister godt. Fine vinkler og timing, når han extender for at tackle. Det er primært lidt stive hofter, der på nogle spil får ham i problemer som tackler.
- Boltons fysiske mentalitet kommer ham også til gode, når han blitzer. En runningback eller en offensiv linjemand, der skal håndtere en Bolton i fart skal spænde hjelmen. Bolton kommer i hvert fald med fuld appel.
Svagheder
- Atletisk er Bolton kun gennemsnitlig, og man savner noget dynamik i hans bevægelser. Han har nok gennemsnitlig fart, når han får lov til at bygge den op, men der mangler noget eksplosivitet på de første meter, og så har han noget stivhed i hofterne, som skader hans retningsskift.
- De manglende dynamiske bevægelsesevner gør også, at han er noget begrænset i opdækningsspillet. Han kan godt stå en hook/curl-zone, men han vil få det svært, hvis han skal følge tight ends i seamen eller dække runningbacks ud af backfield.
- Boltons lidt lave statur gør også, at hans manglende længde godt kan ses på nogle spil. Det kommer især til udtryk, når han bliver fanget af en offensiv linjemand. Han har meget svært ved at komme af blokeringer, hvis han ikke lykkedes med at komme rundt om dem (hvilket han gør udmærket til tider). Derudover kan hans manglende længde også ses, hvis han skal prøve at tackle udvendigt eller i åbne områder.
Opsummering
Generelt er Bolton en ret klassisk linebacker. Han er klog, disciplineret og dejlig fysisk i sit spil. Han vil sjældent lave store fejl i boksen, og han giver dig et eller andet form for pænt bundniveau. Problemet ved Bolton er nok mere, at der bare er nogle spil, som han ikke helt vil kunne lave, fordi han kun er en gennemsnitlig atlet. Især i opdækningen vil han være begrænset, og det kan betyde, at han vil være bedst tjent med at blive taget fra banen i nogle åbenlyse kastesituationer. Men chancen for, at Bolton bider sig fast på et NFL-forsvar og får snaps virker rimelig stor.
NFL Comparison: Danny Trevathan