Paris Ford er en af de højest rangerede high school-rekrutter, som Pittsburgh har erhvervet sig de sidste fem år. Fords intensitet og ball skills har også gjort ham til en populær herre, men pålideligheden i hans spil er et reelt spørgsmålstegn.
Paris Ford er født og opvokset i Pittsburgh-området, og selvom han var et 4-stjernet talent med tilbud fra store skoler som Michigan, Auburn og Notre Dame, valgte han at blive i hjembyen og spille for Pittsburgh Panthers. Dermed blev han en af de højest rangerede rekrutter i de sidste 5-10 år.
Hos Pittsburgh redshirtede han sit første år, inden han i 2018 var special teamer og rotationsspiller. I 2019 bed han sig fast som starter og lavede næsten 100 tacklinger med tre interceptions og tre forcerede fumbles som krydderi. I 2020 spillede han syv kampe, inden han valgte at trække sig fra sæsonen og fokusere op 2021-draften.
Alder: 22 år (6. juni 1998)
Højde: 6ft. 0in. (183cm)
Vægt: 190 lbs. (86kg)
Styrker
- Første ting, der skinner igennem hos Ford, er, at han spiller med en lækker intensitet på banen. Han er ikke bange for noget, og der en god sense of urgency over hans tilgang til spillet.
- Mod løbet kommer han fornuftigt ned og fylder sit gap, og han tøver ikke med at bidrage mod løbet, selvom han ikke er den største. Rigtig god physicality i sit spil.
- Mod kastet har han en god downhill trigger, hvor han kommer hurtigt ned ad bakke på kast underneden.
- Ford viser ret fornuftige ball skills, og han har fået hænderne på en del bolde i 2019 og 2020. I alt 6 interceptions og 14 kast slået ned underbygger indtrykket af, at han finder bolden godt, når chancen byder sig.
Svagheder
- Fords statur er ikke super appellerende. Han er klejn at se på, og han bør virkelig bygge mere muskulatur på sin krop. Der mangler kort sagt noget styrke i hans spil lige nu.
- Farten er nok acceptabel hos Ford, men jeg er ikke begejstret for hans agility. Jeg synes, han har en del stivhed i underkroppen, og han spiller ret oprejst, og det skader i høj grad hans evne til at skifte retning effektivt. Arbejder ikke godt nok nede i knæene.
- I opdækningen savner jeg virkelig noget feel og nogle bedre instinkter. Han anticiperer ikke ruterne ret godt, og han spiller ikke med den opmærksomhed, disciplin og føling med spillet, som jeg ønsker i en safety. Virker til at undervurdere for mange situationer.
- Ford misser for mange tacklinger. Det er bare et faktum. Han tager mange dårlige vinkler til bolden, og han har derudover problemer med at arbejde med et lavt nok tyngdepunkt som tackler. Betyder, at han kommer højt ind og ikke kan justere til moves. Forlader derudover sine fødder for meget. Stort problem.
- Sidste problem med Ford er, hvordan du spiller ham på forsvaret. Han er meget klejn og mangler lidt styrke til at være en god bokssafety. Han mangler atletiske evner og føling i opdækning til at være dyb safety. Hvad er hans bedste rolle?
Opsummering
Det er let at værdsætte nogle af Fords kvaliteter. Hans intensitet på banen er prisværdig, og hans ball skills giver nogle højdepunkter at klynge sig til. Jeg ser dog Ford som værende en ganske upålidelig safety, der ikke er disciplineret i opdækningen og misser alt for mange tacklinger. Og jeg ser desværre få tegn på, at de her ting kan fikses, da problemerne var ens både i 2019 og 2020. Derfor tror jeg også, at Ford får svært ved at bide sig fast på et NFL-forsvar, men han derimod skal finde en rolle som special teamer i ligaen.
NFL Comparison: Blake Countess
Senest opdateret 17/01/2021
- Teis Joranger