Mange havde måsket regnet med et endnu større breakout for TCU's Quentin Johnstons i denne sæson, men der er alligevel en god chance for, at kombinationen af størrelse og freaky atletiske evner kan få NFL executives til at savle over potentialet.
Quentin Johnston er født og opvokset i Temple, Texas, hvor han gik på Temple High School, og allerede dengang var han eftertragtet på grund af hans kombination af højde og atletiske egenskaber. Her spillede han også både basketball og løb track. Derfor var han også rangeret som et 4-stjernet recruit, der havde tilbud fra en lang række store skoler som Oklahoma, Notre Dame, Virginia Tech, Baylor og Texas. I første omgang havde han da også valgt Texas Longhorns som sin destination, men ombestemte sig og skiftede i stedet til TCU.
Her fik han med det samme et impact på banen, og som freshman blev det til i alt 22 grebne bolde for imponerende 487 yards, 2 TD (+ 2 rushing) og et average på hele 22.1 pr. catch - det højeste nogensinde for en true freshman i Big 12. Derfor åbnede han også 2021-sæsonen som en af de mest elektriske playmakers i college og kvitterede med 33 grebne bolde for 612 yards, 6 TD og et average på 18.5 yards i bare 8 kampe. Efter en lidt sløv start på 2022, begyndte Johnston endelig at sætte nogle fremragende kampe sammen, og selvom han missede kampe i løbet af sæsonen, så sluttede han sæsonen med 60 grebne bolde for 1.069 yards (17.8 avg) og 6 TD.
Alder ved draften: 21 år (6. september 2001)
Højde: 6ft 4in (193 cm)
Vægt: 215 lbs (98 kg)
Styrker
- Quentin Johnston kandiderer til at være en af denne drafts største size-speed specimens på positionen. Med sine 6’4, 215 lbs, lange arme og imponerende atletiske egenskaber er han et godt bud på en stor, eksplosiv playmaker. Han er rygtet til at løbe en 4.40 40-yard dash, men han har et fantastisk godt antrit for en stor mand og nogle lange ben, så det vil ikke undre mig, hvis han med den rette træning får presset den tid ned under 4.4 og for alvor clocker ind på NFL-holdenes radar.
- Johnstons helt store salgspunkt er hans fart og atletiske evner. Jeg er super imponeret over Johnstons evne til at komme eksplosivt, metodisk og effektivt af line of scrimmage, og han angriber virkelig corners, der enten bliver tvunget til at spille med en stor cushion eller komme op i hovedet på ham - med den indbyggede risiko, at de kan blive brændt dybt. Æder hurtigt cushions og har farten til at stacke corners vertikalt, hvilket gør det ukomfortabelt at spille over for ham. Lynhurtig af linjen og god til at skabe late separation.
- Selvom Johnston ikke er nogen specielt poleret router runner, så synes jeg, at han viser nogle lovende takter. Jeg kan godt lide hans evne til at sælge ruter med inside/outside leverage, hvor han truer på fx ydersiden, skifter sin vægt i høj fart og krydser ind over ansigtet på en CB. Det gør han forholdsvis ubesværet og med en voldsomhed, som jeg tror godt kan overføres til NFL. Imponerende start-stop ability.
- Vi kommer til den negative del om lidt, men Johnston viser i flashes, at han kan tracke bolden og lave spil i anden sals højde. Det er ikke så kontinuerligt, som jeg måske havde håbet, men hans længde og catch radius i sig selv bør være et salgspunkt.
- Jeg er imponeret over, hvor effektiv Johnston er til at skabe YAC. Det virker nærmest rutinemæssigt, at han bryder en tackling og er en force med bolden i hænderne. Lidt som en basketspiller har han et nærmest patenteret spinmove, hvor han kaster med hovedet, sælger et break og spinner den anden vej, mens han efterlader forsvarsspilleren med knopperne godt limet fast til græsset. Er helt utrolig skarp på små områder for en så stor mand og udviser både god awareness og elusiveness i forhold til at skabe store spil med bolden i hænderne.
- Er blevet brugt en del på motions, hvor han trækker bag om formationen, og det er tydeligt, at forsvar er super opmærksomme på ham. Det tiltrækker sig opmærksomhed fra både corners, linebackers og safeties, og det giver plads bagved til andre spillere også. Det fortæller mig, at en kreativ offensiv koordinator fra dag ét ikke bare kan iscenesætte Johnston selv, men også bruge ham som en form for skakbrik, da han sætter en skræk i livet på forsvar alene med sin tilstedeværelse.
Svagheder
- Jeg synes desværre ikke, at Johnston helt spiller så kontinuerligt fysisk, som hans frame ellers ville give løfter om. Han kan godt blive bokset lidt ud på ruter ned langs sidelinjen og ved catch point, og det ødelægger timingen. Jeg var faktisk en lille smule skuffet over hans ball skills ved contested catches, men han viser det i glimt, så måske de sidste par procent kan findes ved god coaching.
- I den forbindelse synes jeg heller ikke, at Johnston er nogen specielt nuanceret eller præcis ruteløber. Det skyldes dels, at han har spillet hos TCU, hvor han ikke har løbet et fuldt route tree, men det skyldes nok også, at han lige nu er mere en atlet, der løber til et spot, i stedet for at være en ægte technician. For en stor receiver synes jeg, at Johnston har en ret god evne til at sænke sine hofter og komme eksplosivt ud af sine ruter, men det er ikke altid kontinuerligt, og han kan godt have en tendens til at drifte en smule for meget.
- Lige nu er måden at slå Johnston på at komme op i hovedet på ham og spille ham fysisk ved linjen med en safety over toppen. Selvom han er effektiv til at komme af LOS, så er hans 6'4 frame et stort target at få hænderne på, og hvis han da ikke gør det helt automatisk, så kan man godt få rejst ham op og ødelagt timingen. Her skal han dels lære at spille mere fysisk og dels bare udvide sit repertoire af releases. Lige nu er han klart mest effektiv af linjen, mod off coverage eller sat i scene ved motions eller i slotten, hvor han lidt friere kan boltre sig og true med sin vertikale fart.
- Derudover så har Johnston et problem med at ville body catche stort set alt. Jeg kan sagtens leve med, at han i visse tilfælde slipper bolden ind til kroppen, hvis han så bare griber dem, men det er i stort set alle situationer, at han lader til at vente på bolden eller ville sikre sig den ved at trappe den. Det er både, når han løber en slant i en do-or-die-situation, når han skal vinde contested i luften eller sætter sig mellem to zoner i space. Samtidig er der nogle koncentrationsdrops eller unødvendige PBU’s imellem, fordi forsvarsspillere spiller ham fysisk på toppen af ruten. Det skal han arbejde på.
- Selvom Johnston har et imponerende average i løbet af sine sæsoner hos TCU, så har han måske ikke helt haft det statistiske breakout, som man kunne have håbet på. Det kunne for mig godt indikere, at han stadig mangler en smule rent teknisk for ikke “bare” at være en gudsbenådet atlet, der løber rundt på banen og skaber store spil, men en kontinuerlig trussel på alle tænkelige måder.
Opsummering
Quentin Johnston er noget nær det idelle size-speed prospect på WR-positionen i år, og han oser af atletiske upside. Det er svært at finde en 6’4, 215 lbs WR, der bevæger sig så godt både på små områder og ned ad banen, og især hans YAC-evner er både overraskende og imponerende for en mand af hans størrelse. Der mangler på nuværende tidspunkt en del teknik især som ruteløber, og jeg synes ikke altid, at han spiller op til sin størrelse ved catch point og i contested situationer. Dog viser han i flashes, at han kan outjumpe de fleste og har de atletiske egenskaber til at være en playmaker på alle niveauer af banen. Derfor tror jeg også, at mange scouts vil se ham for den spiller, han kan blive - og ikke den spiller, han er lige nu. Med den rigtige offensive coaching staff og det rette vertikale offense, tror jeg godt, at nogle scouts og GM’s kunne se en spiller med potentiale til at udvikle sig til en DeAndre Hopkins-agtig spiller, mens nogle GM’s måske vil være lidt mere påpasselige og tage en mere ægte craftsman, som fx Jordan Addison eller Jaxon Smith-Njigba i stedet, af frygt for at ende med en ny Kevin White, der blev taget med det 7. valg i 2015 på grund af lidt samme pakke, som Johnston kommer med. Hvis Johnston falder til slutningen af 1. runde, ville jeg ikke tøve med at tage ham, da han kommer med en helt unik kombination af størrelse, længde, fart, atletiske egenskaber og YAC-evner, men jeg er heller ikke immun over for den risiko, der medfølger. Det vil dog på ingen måde undre mig, hvis et hold forelsker sig i hans skyhøje upside og tager ham langt tidligere i første runde. Og det ville hellere ikke chokere mig, hvis han endte som den første WR af brættet.
NFL Comparison: Martavis Bryant