Rhamondre Stevenson, RB,

Skrevet af Rasmus Holse

Det har ikke været den letteste vej til NFL for Oklahomas Rhamondre Stevenson, der som unranked ud af high school måtte tage to år på Junior College, før han fik chancen hos Lincoln Riley. Selvom Stevenson ligner en tung short-yardage runner, så har han måske mere at byde på.

Rhamondre Stevenson er født og opvokset i spillebyen over dem alle, Las Vegas i staten Nevada. På trods af det var vejen til spilletid ud af high school-tiden på Centenniel High School ikke specielt lige til for Stevenson. En brækket fod i hans senior sæson satte aktivt en stopper for recruiting processen, og da han samtidig havde problemer med det boglige, blev han nødt til at tage en sæson uden football.

Efter det år begyndte Stevenson derfor at søge efter andre muligheder for at spille football igen og valgte at starte på Cerritos Junior College i Californien. Ikke det ideelle springbræt til NFL, og første sæson var da også noget lunken. Men i anden sæson blev det meget bedre, og Stevenson løb for mere end 2000 yards og 22 touchdowns. Med et snit på næsten 10 yards pr. carry og et TD hvert 14. løb tiltrak Stevenson sig opmærksomhed og skrev under med Oklahoma og Lincoln Riley i 2018.

Her fik Stevenson i 2019 i alt 64 carries for 515 yards (8.0 average) og 6 touchdowns blandt spillere som Jalen Hurts, Kennedy Brooks og Trey Sermon. Desværre testede Stevenson og holdkammeraten Ronnie Perkins positiv for THC inden Peach Bowl, hvilket udløste en karantæne, der også strakte sig fem kampe ind i 2020-sæsonen. Her blev det dog alligevel til 665 yards og 7 touchdowns på 101 carry samt 211 yards på 18 receptions.

Alder ved draften: 23 år (23. februar 1998)
Højde: 6 ft. 0 in. (182 cm)
Vægt: 227 lbs (110 kg)*
*Senior Bowl

Data om Rhamondre Stevenson

Postition: RB

Styrker
  • Listed som 6'0 og nogle steder helt op til 246 lbs, må Stevenson siges at være en af de helt store drenge på positionen, men ser hverken fed eller slasket ud. Har en bred og kompakt overkrop, store arme og en bred, kraftfuld underkrop.
  • Bevæger sig overraskende godt, når man tænker på hans størrelse. Viser generelt et godt burst og acceleration for sin størrelse på de første meter, hvilket giver ham muligheden for at udnytte sine blokeringer. Lateralt er han selvfølgelig ikke den mest nimble spiller, når han ikke ligesom bærer noget momentum, men lidt ligesom en humblebi, der ikke burde kunne flyve, så får han det engang imellem til at lykkes alligevel med nogle overraskende gode cuts eller evne til at vinde mod ydersiden.
  • Et af Stevensons aller bedste traits er hans tålmodighed og blik for spillet. Passer perfekt ind i et gap scheme, hvor han kan få lov til at følge en blocker eller pullende linemen på tværs af formationen. Bruger sin ene hånd godt til at føle og følge sine blockers og har en god forståelse for, hvornår han skal sætte foden i jorden og accelerere op i banen.
  • Er naturligt stor, bred og tung, hvilket giver ham en naturlig contact balance og evne til at modstå tacklinger på second level. Kan faktisk godt lide hans evne til at sætte moves sammen mod linebackers og ser ikke specielt rart ud at tackle, når han først er oppe i fart.
  • Ligner en decideret fremragende pass protector. Viser gode evner til at diagnosticere blitzers både fra kanten og gennem midten af linjen og træder villigt frem og tager imod kontakten. Viser en god evne til at ramme med tunge hænder, extende armene og ellers slå rødder. Gør et godt stykke arbejde i forhold til at forblive square og spejler sig godt i modstanderens bevægelser. Leder blitzers godt rundt om kanten eller op i banen.
  • Greb "kun" 18 bolde i 2020-sæsonen, men det skal noteres, at det kun var i seks kampe, og generelt viser Stevenson en god evne til at gribe bolde ud af backfielden. Måske er han ikke den mest dynamiske trussel, men han har bløde, naturlige hænder og er god til at komme ned ad banen, når han har bolden i hænderne. Bevæger sig glidende og alligevel kraftfuldt og er ikke bange for at cutte ind i banen, hvor han kan bounce af tacklinger og falde forover for ekstra yards, i stedet for at tage 3 yards og løbe ud over sidelinjen på et screen.
Svagheder
  • Selvom Stevenson er en naturligt stor og kraftfuld back, så vil jeg ikke sige, at han er en decideret bully på banen. Ja, han absorberer hits godt, men jeg føler ikke altid, at han også deler håndmadder ud. Engang imellem føles det næsten som om, at han på trods af sin størrelse spiller som en 200 lbs RB - hvilket selvfølgelig både er godt og skidt.
  • Det kan godt være, at Stevenson faktisk har bedre fødder og bevægelser end mange andre 246 lbs runningbacks, men han skal ikke leve af at slå forsvarsspillere lateralt i NFL. Jeg vil ikke udelukke, at han godt kan være effektiv på enkelte, velsignede spil off the edge, men han er ikke spilleren, der snap efter snap skal strække banen horisontalt på streches/i outside zone schemes.
  • Jeg tvivler på, at Stevenson er nogen top-atlet. Hans kraftfulde underkrop giver ham noget eksplosivitet og burst på korte arealer, men det er tydeligt, at han ikke nødvendigvis har den fornødne homerun speed i space. Engang imellem kan han også godt have noget lidt lumbering over sine bevægelser, og det er derfor et relevant spørgsmål at stille, hvordan hans atletiske profil følger med over i NFL.
Opsummering Der er både noget fascinerende og alarmerende ved en 6'0, 246 lbs runningback, der bevæger sig så godt for sin størrelse, at man engang imellem nærmest ikke føler, at han er helt så stor og tung. Hvis man udelukkende ser hans build og tænker på en short-yardage bulldozer, så tror jeg, at man bliver skuffet. Hvis man derimod leder efter en spiller med god vision, tålmodighed og burst for sin størrelse, så tror jeg, at man kan blive glad for værdien af Stevenson, når de første bølger af mere dynamiske runningbacks er gået efter de første tre runder. Jeg forstår godt, hvis folk ikke ser noget specielt i ham, men omvendt ville det slet ikke undre mig, hvis Stevenson bliver taget på tredjedagen og efter et år eller to ligner en produktiv RB i det rigtige system. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tænker straks på hold som Steelers, Jets og Bengals som gode landingspots for Stevenson, der tilmed ser ud til at byde på en stærk rolle som pass protector og undervurderede evner som receiver ud af backfielden. NFL Comparison: Mike Davis / Benny Snell
Styrker
  • For en spiller, der angiveligt spilled på 240-250 lbs hos Oklahoma, er Stevenson næsten chokerende let på fødderne. Han bevæger sig som en spiller, der er markant lettere end dét – og også lettere end de 227 lbs han vejede ind på ved Senior Bowl.
  • Han har dog fysikken som en tung back, og er uhyre svær at få ned at ligge. Han bryder masser af tacklinger og kan gøre det både med fysik og i kraft af at være tilpas let på fødderne til at glide af tacklingerne.
  • Stevenson har leveret stærk produktion i Oklahomas backfield over sine to sæsoner på universitetet. Han har snittet fremragende 7,2 yards pr. carry over sine 165 carries.
  • Som runner viser Stevenson god vision og han har en god fornemmelse for spillet, der tillader ham at maksimere sine muligheder på de enkelte spil.
  • Han er derudover en dygtig pass blocker, og kommer dermed med noget three-down potentiale.
Svagheder
  • Hvad der dog kan holde Stevenson af banen på kastedowns er hans evner som pass catcher. Han er ikke uduelig, men 28 catches på to sæsoner er ikke overvældende, og det er en del af spillet det ville være rart at have set mere udvikling i.
  • Selvom Stevenson er let på fødderne, er det mere quickness end fart han viser. Hans topfart ser lidt begrænset ud.
  • Generelt ligner Stevenson ikke en spiller, der vil levere overvældende imponerende testresultater fra et atletisk synspunkt. Han mangler lidt topfart og også noget lateral agility, men han har nok til at kunne begå sig for en spiller på den størrelse.
Opsummering Jeg har altid haft en vis forkærlighed for store, tunge running backs, og det er svært for mig ikke at elske Stevensons tape. Jeg er nok højere på ham end flere andre, men jeg skal også være den første til at medgive at han ikke skal forveksles med et absolut toptalent på positionen. Hans kombination af størrelse, vision og bevægelsesevner bør kunne sikre ham early-down arbejde tidligt i karrieren. At han begår sig så godt som han gør som pass blocker vil også kunne hjælpe ham til spilletid tidligt, men hvis ikke han udvikler sig yderligere som pass catcher, kan han risikere at blive fanget som en ren early-down og short-yardage back. NFL Comparison: Eddie Lacy Opdateret 21/03/2021 - Peter Meier Jensen