Smoke Monday er i besiddelse af ét af draftens allerbedste navne, men spillet er ikke helt så imponerende, og der skal noget udvikling til hvis han skal spille mere end special teams.
Quindarious Hale er født og opvokset i Atlanta i Georgia, og fik tilnavnet "Smoke" af sin bedstefar som lille. Da bedstefaren døde, tog Quindarious kælenavnet til sig, og i high school skiftede han efternavn fra Hale til faderens Monday. På Carver High School spillede han både receiver og defensive back, og gjorde sig både i basketball, baseball og atletik.
Monday var rangeret som et fire-stjernet recruit ud af high school og havde bl.a. tilbud fra Alabama, Georgia og Michigan, men havde egentlig kig på Clemson, inden et besøg hos Auburn fik ham overbevist om at committe dertil i stedet. Hos Auburn så han spilletid i 13 kampe både som freshman og sophomore - med en enkelt start i begge sæsoner - inden han i 2020 overtog et starterjob, og henover de sidste to sæsoner startede 22 af 24 kampe.
Alder ved draften: 22 år (19. februar 2000)
Højde: 6ft 2in (187 cm)
Vægt: 207 lbs (94 kg)
Styrker:
- Monday er en fysisk presence i boksen. Selvom der er plads til at lægge lidt mere på hans frame, kan han ramme hårdt, og han spiller med en rigtig fin intensitet.
- Hvad end det handler om at tage kampen op i boksen eller sætte edgen på ydersiden, er Monday en solid spiller mod løbet.
- Får Monday hænderne på bolden, så pas på. Han har fem interceptions i sin tid hos Auburn og tre af dem er blevet returneret for touchdown.
- I alle fire sæsoner hos Auburn var Monday en vigtig del af holdets special teams-enhed, og det bør han også kunne være i NFL.
- Navnet. I mean, come on...
Svagheder:
- Den fysiske spillestil kan blive lidt for fysisk. To gange i 2021 blev Monday kaldt for targeting, og han skal tone lidt ned for fysikken og få tillært sig noget bedre teknik.
- Når jeg læser diverse reports på Monday rundt omkring på nettet, er der flere der peger på at han er en god tackler, men i de kampe jeg så med ham følte jeg godt nok at jeg så alt for mange missede muligheder. Han tager nogle tvivlsomme vinkler, der besværliggør jobbet, og så er teknikken bare heller ikke god nok.
- Spilforståelsen skal udvikles. Der er nogle positive takter, men Monday virker en smule langsom til at processere spillet og han lader sig for ofte snyde af fakes. Han bliver suget op til linjen af playaction.
- En spiller, der i dét omfang Monday har gjort det, får konverteret interceptions til touchdowns, ville man forvente havde fremtvunget mere respekt fra modstandernes quarterbacks end tilfældet er. Der bliver kastet ganske lystigt i hans retning, og ikke uden mangel på succes.
- Hofterne er lidt stive i det, og det begrænser Mondays muligheder for at have succes i mandsopdækning.
Opsummering:
Navnet alene gør Monday draftable, men der er også andre positive ting at tage med fra hans tape. Han bør være sikret en tjans på special teams. Spørgsmålet er så om det bliver begrænset til dét. Der skal bedre spilforståelse til for at man kan stole på ham på forsvaret, og evnerne i mandsopdækning er heller ikke imponerende. Men han kan bidrage mod løbet, så kan der ryddes op i teknikken, så skulle der være potentiale for at han også kan få en rolle på et holds forsvar. Det lugter dog af et valg i de halvsene runder, og en halvlang vej til regelmæssig spilletid, hvis den nogensinde kommer.
NFL Comparison: Barry Church