Tommy Tremble, TE,

Skrevet af Teis Joranger

Sjældent er en tight end set lige så entusiastisk og villig i blokeringsspillet som Tommy Tremble. Kombineres det med Trembles gode fart, har man en masse potentiale, der kan få de fleste til at ryste i begejstring.

Tommy Tremble er født og opvokset i Johns Creek, Georgia, lidt nordøst for Atlanta. Ud af high school var han et 3-stjernet talent, der løb den hurtigste 40 yard dash af alle tight ends i årgangen. Han fik tilbud fra den lokale skole Georgia, men valgte alligevel Notre Dame over dem.

Hos Notre Dame så han ikke banen i sin første sæson i 2018, men i 2019 spillede han i alle 13 kampe med 16 grebne bolde for 183 yards og fire touchdowns. I 2020 var han stadig kun rotationsspiller og greb 19 bolde for 218 yards.

Alder ved draften: 20 år (2. juni 2000)
Højde: 6ft 4 in. (193 cm)
Vægt: 248 lbs (112 kg)

Data om Tommy Tremble

Postition: TE

Styrker
  • Tremble har nogle spændend atletiske evner. Han eksploderer af line of scrimmage med en burst og fart, som er blandt de bedste i denne tight end-årgang. Hans fart ser ud til at være rigtig god, og han kan løbe fra mange linebackere.
  • Jeg synes, han er smooth og har noget dejlig looseness i sine bevægelser. Glider med løse hofter, som lader ham skifte retning eksplosivt og uden større problemer.
  • Det helt store kendetegn ved Tremble er hans EFFORT. Jeg har sjældent set en mand, der kaster sig ind i blokeringsspillet med samme entusiasme. Han vil det virkelig, og kombineret med et fint pad level, gode vinkler og solid physicality, så er han allerede nu en over middel blocker, der kan bruges i NFL fra start af.
  • Tremble havde en meget alsidig rolle, og hans atletiske evner og evner som blokeringsspiller betyder, at de kan line ham op som fullback, H-back, in-line tight end eller flexet ud i slotten. Vant til at blive brugt alsidigt og har evnerne til det.
Svagheder
  • Trembles fysik er på papiret ikke dårlig, når man ser højde og drøjde, men når man ser på ham, så ligner han en mand, der bør og kan lægge nogle flere muskler på overkroppen. Han ser ikke så stærk ud.
  • Den manglende styrke i overkroppen kan man også se i løbespillet, hvor der mangler en del styrke. Hvis han lægger det på, kan han blive en blændende blokeringsspiller i stedet for bare over middel.
  • Som receiver skal han blive en del bedre som ruteløber. Det er meget basic, og han skal blive skarpere med sine cuts og være bedre til at finde timings og måder at angribe forsvarsspillere på, så han skaber separation. Upoleret ruteløber.
  • Tremble har ikke været en ret stor del af Notre Dames kastespil, og i 2020 greb han blot 19 bolde for 218 yards. Der er udover ruterne flere andre dele af hans receiver-evner, der skal poleres og blive bedre, hvis han skal kunne bære en større rolle i kastespillet.
Opsummering Tommy Tremble var en af de mest fornøjelige spillere at se i årets draft indtil videre. Hans helt fantastiske entusiasme og intensitet som blokeringsspiller er bare herlig, og det giver en masse håb for, at vi har en mand, der tager det seriøst. Derudover bringer han en virkelig spændende fysisk pakke, hvor han ligner en spiller, der kan bære flere muskler og derudover har rigtig god fart, der kan true NFL-forsvar. Han kommer dog fra en situation hos Notre Dame, hvor Ian Book kiggede chokerende lidt efter ham, og han har masser af ting, han skal udvikle. Men giv ham et år i et NFL-styrketræningsprogram og lidt tid til at arbejde på ruterne, og så kan han meget vel være en NFL-starter. For mig er Tremble et perfekt TE-projekt med masser af upside til tredje/fjerde runde. NFL Comparison: Noah Fant light Senest opdateret 17/02/2021 - Teis Joranger