Efter at have indledt sin collegekarriere som defensiv linjemand for Vanderbilt, sluttede Tyler Steen af som left tackle for mægtige Alabama, og han nævnes som et potentielt andendagsvalg. Men hvad får man i ham?
Tyler Steen er født og opvokset i Miami, Florida – mens han er ud af en familie, der har spillet football (faderen spillede hos LSU, hans ældste lillebror spiller hos Virginia) er han ikke i familie med den den tidligere center fra Alabama, Anthony Steen, der kom ind i NFL i 2014. Han spillede high school-football i Fort Lauderdale på St. Thomas Aquinas High School, der er én af de mest velansete skoler i landet, når det handler om sport, og tidligere har haft spillere som Joey og Nick Bosa, Geno Atkins, Elijah Moore, Asante Samuel Jr. og Michael Irvin til at tørne ud for sig. Steen spillede på begge sider af bolden for skolen og dyrkede også atletik – hvor han bl.a. gjorde sig som løber på 400-meteren.
Ud af high school var Tyler Steen rangeret som et tre-stjernet recruit – som offensiv linjemand hos 247Sports og ESPN, og defensive end af Rivals – og havde tilbud fra bl.a. Cincinnati, Pittsburgh og Illinois, men committede til Vanderbilt. Som freshman i 2018 spillede han en lille håndfuld kampe som defensive end, inden han rykkede til den offensive linje som sophomore. Her startede han som right tackle i 2019 og rykkede til left tackle i 2020. I april 2022 valgte han som graduate transfer at skifte til Alabama, og han overtog jobbet som startende left tackle hos Nick Sabans mandskab.
Alder ved draften: 22 år (24. juni 2000)
Højde: 6ft 6in (198 cm)
Vægt: 321 lbs (146 kg)
Styrker
- Fra et fysisk perspektiv er der ikke meget at udsætte på Tyler Steen. Hans measurables – 6’6”, 321 lbs – er tæt på ideelt for en NFL-left tackle, og han leverede en glimrende Combine, hvor han understregede sine glimrende atletiske evner.
- Med fire år som fast starter hos først Vanderbilt og senest Alabama har Steen erfaring som få mod topmodstandere i SEC-konferecen.
- De atletiske evner er synlige på tape. Steen er hurtigt ude af sit stance, har god foot quickness og har ingen problem med at få dybde i sit pass set, og han arbejder sig også uden større besvær ud på second level.
- Steen er et oplagt fit til et hold, der kører zoneblokering, og det er en fornøjelse at se ham eksekvere combo blocks. Timingen sidder typisk lige i skabet.
- Ved Senior Bowl blev Steen prøvet at som guard, og havde en god uge. Mens han kun har spillet tackle i college, kan det godt tænkes at nogle hold vil foretrække ham indvendigt, og på den baggrund var Senior Bowl en god platform til at bevise det. Om ikke andet giver det ham en spændende alsidighed med potentialet for at kunne dække fire positioner på linjen.
Svagheder
- Mens Steen har højde og vægt, der nærmer sig idealet på positionen, er hans arme en smule korte for hans størrelse. Det kan være medvirkende til at betyde at nogle hold vil se ham som guard frem for tackle.
- Jeg savner noget fysik og styrke i Steens spil. Han udviser mere finesse end fysik som blocker, og jeg følte ofte han blev presset når han mødte en modstander der pressede ham med fysik. Det er ikke som sådan fordi jeg føler at han ikke er i besiddelse af nok styrke i kroppen til at kunne begå sig, men det kommer ikke altid til udtryk.
- Og hvorfor så ikke det? Måske fordi teknikken er for ustabil. Der er flere udfordringer fra et teknisk perspektiv – ikke at Steen ikke evner at eksekvere spil med god teknik, men han gør det bare ikke så kontinuerligt som man kunne ønske af en så erfaren spiller på positionen. Fodarbejdet sidder ikke altid helt i skabet, hvilket kan være med til at skabe en lidt for bred base, der bevirker at han ikke formår at justere til en modstander der hurtigt forsøger at slå ham indvendigt. Han spiller med et lidt højt pad level, der giver udfordringer med at vinde kampen om leverage, og kan få hans anchor udfordret, hvis han møder en modstander, der konverterer speed til power effektivt. Der er derudover tendense til at bøje for meget i hoften, og hans arbejde med hænderne får til tider efterladt brystpladen udsat. I forvejen er armlængden ikke et plus i bogen, og kan give udfordringer med at holde modstandere væk fra kroppen – når ikke teknikken med hænderne er ideelt, giver det yderligere udfordringer. Det er ikke noget der ikke kan forbedres med noget arbejde, men det er skuffende at han ikke er mere stabil fra et teknisk perspektiv.
Opsummering
Tyler Steen har været genstand for en del hype over de seneste måneder, og fra et fysisk perspektiv er der heller ikke meget at indvende mod det. Steen er – med undtagelse af de korte arme – bygget til at spille left tackle i NFL, han har alle de atletiske egenskaber der skal til for at begå sig på positionen, og han har stor erfaring fra college footballs stærkeste konference. Og mens ovenstående absolut er med til at trække graden på Steen i den rigtige retning hos mig, så er jeg efterladt lidt med fornemmelsen af at han er en spiller, der er god til det meste, uden at være fantastisk til noget, og snakken om top 50 er for meget for mig. Jeg savner stabilitet og nogle definerende traits for at købe ind på det. De fysiske egenskaber kan sagtens berettige et semitidligt valg, og det giver absolut noget at arbejde med, og potentialet for at han kan dække af på fire positioner kan også være en hjælp for ham. Men mens der er positionel alsidighed, er der ikke helt så meget af den fra et skematisk synspunkt: Han hører til i et zoneblokeringssystem. Jeg vil være klar til at give ham chancen på tackle til at starte med, men med en bevidsthed om at han måske kan være nødt til at rykke indvendigt senere. Det bør blive til et valg på andendagen, men jeg ville personligt foretrække at vente til den senere del af dag to.
NFL Comparison: Dan Moore