Karrieren er blevet vendt på hovedet for Ventrell Miller, der startede sin karriere hos Florida ud med en karantæne, men endte som en leder på forsvaret.
Ventrell Miller er født og opvokset i Lakeland i Florida, hvor han gik i fodsporene på Hall of Famer Ray Lewis, som linebacker på den lokale Kathleen High School. Rangeret som et tre-stjernet recruit havde han tilbud fra bl.a. Ole Miss, Louisville og Miami (FL), men committede til et andet universitet i hjemstaten ved at søge mod University of Florida.
Karrieren hos Florida startede dog skidt, da Miller sammen med otte holdkammerater – herunder James Houston (Lions) og Jordan Smith (Jaguars), der begge blev valgt i sidste års draft – blev suspenderet i hele 2017-sæsonen, efter at være blevet anklaget for kreditkortsvindel. For Miller blev det ikke bedre af at han kort tid senere, sammen med en holdkammerat, blev sigtet for besiddelse af marihuana. Efter at have siddet ude i 2017 spillede Miller i tretten kampe som special teamer og backup på linebackerpositionen i 2018, inden han i 2019 trådte ind i startopstillingen. Han missede størstedelen af 2021-sæsonen med en skade, men startede mellem 2019 og 2022 i alt 33 af de 36 kampe han spillede i, og udviklede sig med tiden til en vokal leder på forsvaret.
Alder ved draften: 24 år (15. januar 1999)
Højde: 6ft 0in (183 cm)
Vægt: 232 lbs (105 kg)
Styrker
- Miller er en erfaren linebacker, der har fået lagt sin problematiske start på karrieren hos Florida bag sig, og er trådt i karakter som leder på holdet.
- Den store erfaring er til at spore i Millers måde at spille på. Han udviser solid spilforståelse, og er disciplineret i sine reads. Mod løbet følger han spillets udvikling tålmodigt, holder skuldrene ”square” mens han arbejder sig horisontalt, og er klar til at angribe på det rette tidspunkt.
- Der er god fysik i Millers spil, og han rammer hårdt når han tackler – fremtvang bl.a. to fumbles i 2022 – og spiller generelt med en god attitude.
- Fra et atletisk synspunkt er Miller umiddelbart fint med. Han har fart nok til at arbejde sig til sidelinjen, har et godt burst og viser god closing speed når han skal lukke hullet til en ball carrier for tacklingen.
- Miller har været en del af Floridas special teams gennem hele karrieren. Efterhånden som han er blevet en vigtigere brik på forsvaret er der blevet skruet ned på mængden af snaps på special teams, og han gjorde sig primært på den forsvarende field goal-enhed i 2022, men han har i løbet af sine år som en Gator, taget snaps på både punt, kickoff og field goal-enhederne, og er en oplagt kandidat til at indlede sin NFL-karriere på special teams.
Svagheder
- Ved Combine målte Miller ind på lige akkurat under 6’0” (5’11 7/8”), og det er lidt til den lave side på positionen. Han kompenserer nogenlunde for det med sine 232 lbs, der giver ham et lidt dense build, men både højde og vægt er et stykke under middel for en linebacker, og mens hans armlængde er solid har han ret små hænder. Sidstnævnte er ikke kritisk, men alt i alt vil der være hold der ikke føler de kan sætte flueben ud for Miller på baggrund af hans measurables.
- Mens jeg godt kan lide Millers evner i løbespillet, har han også lidt udfordringer, hvis en modstander får hænderne på ham. Han kæmper med at få vristet sig fri og bliver til tider helt enkelt opslugt af en større offensiv linjemand.
- I kastespillet er der grund til noget bekymring. Atletisk bør Miller egentlig have egenskaberne til at kunne begå sig, og med tanke på at han ellers læser spillet solidt, er det lidt skuffende at han virker så langsom til at processere hvad der sker når han dropper tilbage i opdækning.
- Heller ikke som pass rusher er der meget at råbe hurra for. Miller viser lidt evner som blitzer, men det er ustabilt, og produktionen er bare lidt skuffende. Han fik skabt pres på ca. en tredjedel af sine pass rush-forsøg i 2022, hvilket er solidt, men han fik ikke lavet et eneste sack, og teknisk ser det bare ikke overvældende imponerende ud når han forsøger at nå ind til quarterbacken.
- Off-field historikken er svær at komme uden om. Han virker til at være kommet videre fra det, men NFL-holdene vil ganske givet bore lidt i det i draftprocessen, for at få vished for at der ikke er noget at være bekymret for.
- Karantænen i 2017 og det meste af en misset sæson i 2021 pga. en overrevet bicepsmuskel, betyder at Miller er en sixth-year senior, og han fyldte 24 allerede tilbage i januar, og det gør ham til et lidt ældre prospect i draftklassen. Det betyder ikke nødvendigvis det store dér hvor han står til at blive valgt, men dåbsattesten gør ham næppe mange tjenester.
Opsummering
Det er et fint turnaround Ventrell Miller har fået lavet fra at være i skammekrogen som nyankommet spiller hos Gators, til at være en defensiv profil over sine sidste sæsoner, og det skal ikke afvises at nogle hold vil se det som et plus at han har fået lagt den slags bag sig, men vi har i sidste ende at gøre med en spiller, der formentlig bliver valgt på tredjedagen. Kan Miller starte i NFL? Ja, det kan han nok godt, men han skal formentlig tjene til dagen og vejen på special teams tidligt, og gøre sig fortjent til defensive snaps. På forsvaret er det i løbespillet han står til at have de bedste muligheder, i hvert fald tidligt i karrieren, men kan et hold få udviklet hans evner som pass rusher og/eller opdækningsspiller, så er der også muligheder for at han kan blive en three-down player. Jeg vil ikke sætte næsen op efter en mangeårig starter, men Miller er god nok til at have en plads på et hold.
NFL Comparison: B.J. Goodson